- Forside
- / Find svar
- / Opsigelse og aflevering
- / Guide til din leasingaftale - fra modtagelse til aflevering
Guide til din leasingaftale - fra modtagelse til aflevering
Tiden flyver, når man har det sjovt. Det gælder også, når du har leaset en bil, du er rigtig glad for.
Men når leasingperioden slutter, (og eventuelt før du forelsker dig i en anden bil fra vores sortiment), skal din nuværende leasingbil afleveres igen.
Afleveringsprocessen kan give anledning til spørgsmål hos mange – det ved vi. Men det behøver den slet ikke at gøre. Det vigtigste er, at retningslinjerne er tydeliggjorte. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at du er helt sikker på, hvordan afleveringen og slutvurderingen af din bil fungerer. På den måde kan du aflevere bilen med ro i maven. Tryghed er et nøgleord, når du leaser hos Privatleasing.dk.
Vi har lavet en guide med alt det, du skal vide om leasingperioden og afleveringsprocessen: Lige fra gode råd undervejs i leasingperioden, til bestilling af afleveringstidspunkt og slutvurderingen af bilens stand.
Læs med her og gem guiden, til du skal aflevere din privatleasingbil igen.
Afleveringsguidens indhold:
1. Undervejs i leasingperioden
2. Vigtigt at vide inden aflevering
3. Vurderingskriterier ved afleveringen
4. Spørgsmål? Tag fat i os
Undervejs i din leasingperiode
Der er ingen tvivl om, at det har stor betydning, at du passer godt på din leasingbil i den periode, du har den. Det er den nemmeste måde at spare penge på. Det kan dog være svært, ikke at udsætte bilen for nogle som helst former for slitage, da den stadigvæk skal kunne få dig fra A til B. Her er nogle gode huskeregler, du med fordel kan benytte dig af i leasingperioden.
Din bil elsker service
Overhold bilens serviceeftersyn, så du har mulighed for at tage dig af eventuelle skavanker på bilen i opløbet. Service er altid inkluderet i din privatleasingaftale hos os, og du skal blot benytte et autoriseret mærkeværksted til bilens serviceeftersyn.
For de fleste bilmodeller lyser en servicelampe, når det er tid til service. Når lampen begynder at lyse, skal du bestille tid til service. Har din leasingbil ikke en lampe, der lyser, skal du selv være opmærksom på, hvornår bilen skal til service. Vi anbefaler, at du tjekker servicebogen og serviceintervallerne, når du modtager bilen. Serviceintervallerne kan være forskellige fra bil til bil og afhænger både af tid og antal kørte kilometer.
Det er vigtigt at overholde bilens serviceeftersyn, da det ellers kan få konsekvenser for din leasingaftale i form af omkostninger.
Hold øje med bilens basale behov
Vær opmærksom på bilens oliestand og niveau af kølervæske og sprinklervæske. Særligt mangel på motorolie kan bilen tage skade af.
Derudover er det en god idé at tjekke bilens dæktryk med jævne mellemrum. Hvis dæktrykket ikke er det rigtige i forhold til anvisningerne i bilens instruktionsbog, kan det slide dækkene unødigt og samtidig bruge ekstra brændstof og nedsætte bilens køreegenskaber – uanset hvor dygtig en bilist, du ellers er. 😉
Et andet af bilens basale behov er bilvask. Udover at bilen ser flot ud, når den er nyvasket, så holder den sig også i bedre stand, hvis den jævnligt får en tur med vand og sæbe. Vasker du bilen selv, så brug en blød svamp eller klud og ikke en børste. Børsten kan lave ridser i bilens lakering.
Vigtigt at vide inden aflevering
Bestilling af afleveringstid
Når din leasingaftale lakker mod ende, skal du bestille en tid til aflevering af bilen. Vi har forskellige afleveringssteder rundt omkring i landet, og det er også her, din bil bliver gennemgået og vurderet. De fleste leasingaftaler udløber ved udgangen af en måned, og der er derfor tryk på afleveringslokationerne på disse tidspunkter. Bestil derfor gerne en tid 1 til 2 måneder før, din aftale udløber – så er dén del på plads, og du har samtidig god tid til at sikre dig, at du har styr på alt, inden bilen afleveres. Du bestiller en tid til vurdering og aflevering her.
Rengør din leasingbil
Din bil skal rengøres ind- og udvendig, inden du afleverer den. Vi anbefaler, at du kører den igennem en vaskehal på selve afleveringsdagen, så den fremstår så ren som muligt.
Det er også vigtigt, at du rydder op i bilen, får fjernet ejendele og nulstillet bilens elektronik. Bilen skal være i køreklar stand, og du skal sørge for at få fjernet eventuelle mærkater, reklameklistermærker m.m.
Vi stræber efter en rimelig vurdering
Det er vigtigt for os, at du ved, at vi altid stræber efter en fair vurdering af din leasingbil. For at understøtte gennemsigtigheden i dette, har vi sørget for, at gennemgangen og vurderingen af bilen, udføres af en uafhængig 3. part hos FDM. Vi anbefaler altid, at du sørger for at være til stede under gennemgangen af rapporten, som FDM har udarbejdet efter vurderingen. På den måde er du ikke i tvivl om, hvad du skriver under på.
Forsikring
Hvis du allerede inden aflevering ved, at din bil har skader, som skal udbedres, så har du mulighed for at få dem lavet inden vurderingen af FDM. Har du valgt dit eget forsikringsselskab, da du indgik leasingaftalen, kan du tage dem med på råd, for at se, om de dækker nogle af skaderne.
Vi gør opmærksom på, at forsikringsselskabet muligvis vil håndtere og taksere eksempelvis tre små skader individuelt, og at du dermed kan komme ud for at betale selvrisiko tre gange.
Læs mere om vores forsikring her.
Husk, at skadesanmeldelser på eventuelle skader, der ikke er udbedret inden gennemgang af bilen, (og som du ønsker dækket af bilens kaskoforsikring), skal afleveres i forbindelse med gennemgang/aflevering af bilen, eller sendes til retur@jyskefinans.dk senest samme dag, som bilen afleveres.
Hvis du har tegnet en afleveringsforsikring gennem dit eget forsikringsselskab, er det vigtigt, at du efter gennemgang af bilen får anmeldt skaderne til forsikringsselskabet og selv aftaler kontanterstatning med dem. Læs mere om den afleveringskasko, vi tilbyder.
Hvis du derimod har valgt vores forsikringspakke hos Tryg, så er afleveringsforsikring en del af denne pakke, og vi tager os derfor af skadesdækningen via afleveringsforsikringen.
Tag fat i os, hvis du har spørgsmål til, hvordan du er dækket med vores forsikringspakke.
Vurderingskriterier
Som tidligere nævnt, kan det være svært – hvis ikke nærmest umuligt – fuldstændig at undgå slitage og skavanker på din leasingbil. Almindelig slitage, bilens alder og antal kørte kilometer taget i betragtning, ses bort fra, når bilen vurderes. Men hvordan kan du identificere dén form for slitage, der anses som acceptabel ved vurderingen?
Vi giver dig her et overblik over, hvad acceptabel og uacceptabel slitage indebærer:
Almindelig slitage
(accepteres ved vurderingen)
Karosseri
Små skader, der kan udbedres ved mekanisk polering, er acceptabelt. Her gælder også ridser i yderlakken, f.eks. som følge af vaskehal, så længe de kan poleres væk.
Mindre stenslag i karosseriet er acceptable, bilens alder og kørte kilometer taget i betragtning, hvis underlakken ikke har taget skade.
Stenslag i ruder og lygter
Små stenslag accepteres som almindelig slitage. Stenslagene må dog ikke påvirke førerens udsyn, eller bilens vejduelighed. Bilen skal kunne gå igennem syn. Er stenslaget repareret og ikke generende for førerens udsyn, accepteres dette også.
Opstår et stenslag, skal du sørge for at sætte noget beskyttelse henover, så skaden ikke forstørres. Du må gerne få udbedret et stenslag inden aflevering af bilen. I visse tilfælde skal ruden skiftes. Vi anbefaler Carglass, som vi har et samarbejde med. Bestil tid hos Carglass her.
Bilens interiør
Bilens betræk, måtter, udstyr osv. må gerne have ganske almindelig slitage og tilsmudsning, bilens alder og kørte kilometer taget i betragtning.
Bilens fælge
Overfladiske skrammer på bilens fælge kan ikke undgås og er helt acceptabelt. Det samme gælder overfladiske ridser i fælgenes lakering.
Mekanik og motorrum
Der kan forekomme spor af olie og andre påfyldningsvæsker i motorrummet, hvilket er helt acceptabelt, da disse spor er svære at undgå ved påfyldning af væsker.
Derudover accepteres slitage på bilens mekanik også, antal kørte kilometer taget i betragtning.
Slitage udover det almindelige
(accepteres ikke ved vurderingen)
Karosseri
Udvendige buler i bilen og skader fra uheld, der ikke er blevet repareret inden aflevering accepteres ikke. Det samme gælder for skader fra f.eks. haglbyger og beskadigelser på undervognen.
Stenslag
Stenslag i ruder og lygter accepteres ikke, hvis beskadigelserne påvirker chauførerens udsyn, eller hvis stenslaget forhindrer bilen i at blive godkendt ved syn. Revner og ridser i rude og lygter, accepteres heller ikke. Det samme gør sig gældende for stenslag, der går ud over bilens vejduelighed, eller hvis der er mange stenslag indenfor samme område.
Ridser
Er der ridser i bilen, som er dybe nok til at gå ned gennem bilens underlak, og som ikke kan fjernes ved polering, så accepteres det ikke. Områder med mange ridser godkendes heller ikke.
Yderligere beskadigelse af lakering
Alle skader, der betyder, at områder på bilen skal nylakeres, godkendes ikke. Det samme gælder for lakskader fra eksempelvis fugleklatter. Rustangreb og lakreparationer, der ikke svarer til bilens originale lak, accepteres ikke.
Interiør
Hvis bilens indre er meget tilsmudset, har brændemærker, huller, ridser og lignende, så godkendes det ikke. Det samme gælder lugtspor af f.eks. røg eller hund, og røgspor i interiøret.
Fælge og dæk
Dybe skrammer og revner i fælgene godkendes ikke. Hvis fælgene er blevet deforme eller mangler nogle dele, er det heller ikke acceptabelt.
Dækkene skal være lovlige og derfor må de ikke have et dækmønster, hvor dybden er mindre end 3 mm. Er dækkene slidt ujævnt, har de revner eller buler eller lignende, bliver de ikke godkendt. Dækkene godkendes heller ikke, hvis de er i forkert størrelse, hvis de har fået nyt gummi på, og hvis der er forskellige dækmærker på hver hjulaksel.
Bilen skal afleveres på eller med samme type dæk, som da du modtog bilen.
Mekanik og motorrum
Olie og væskelækage i motorrummet accepteres ikke.
Læs din leasingaftale igen inden aflevering
Din leasingkontrakt er måske ikke verdens mest spændende læsning, men det kan alligevel betale sig at give den en ekstra gennemgang. På den måde er du helt sikker på, hvad du skal huske at aflevere tilbage sammen med bilen. Dobbelttjek, at du har husket alle de elementer, bilen blev leveret med, da du fik den. Det kan f.eks. være elementer som:
- 2 sæt bilnøgler
- Del 1 af bilens registreringsattest
- Bilens servicehæfte (er bilen med digitalt servicehæfte, skal der naturligvis ikke afleveres et hæfte)
- Førstehjælpskasse
- Alt standard- og ekstraudstyr, som du modtog med bilen (f.eks. hattehylde, m.m.)
- Originale fælge
- Lovlige dæk
Husk at tjekke dine dæk
Det er vigtigt, at dækkene du afleverer bilen på og med, er lovlige. Lovlige dæk betyder, at dybden i dækmønsteret er minimim 1,6 mm ved aflevering. Derudover skal din privatleasingbil afleveres med originale fælge og de rigtige dæk, alt efter hvilken dækaftale, du har med i din leasingaftale:
Dækaftale med sommerdæk
Her skal der være lovlige sommerdæk på eller med i bilen, når du afleverer den. Afleverer du bilen på dine egne vinterdæk og har sommerdæk i bagagerummet, vil vinterdækkene ikke blive leveret tilbage til dig.
Dækaftale med sommer- og vinterdæk
Har du en dækaftale med sommer- og vinterdæk, skal der være lovlige vinterdæk og sommerdæk med ved aflevering af bil.
Dækaftale med helårsdæk
Har du valgt dækaftalen med helårsdæk, skal bilen leveres tilbage med lovlige helårsdæk.
Ingen dækaftale
Hvis du ikke valgte en dækaftale, da du lavede en privatleasingaftale hos os, skal bilen afleveres på lovlige sommerdæk.
Rengør din leasingbil
Din bil skal rengøres ind- og udvendig, inden du afleverer den. Vi anbefaler, at du kører den igennem en vaskehal på selve afleveringsdagen, så den fremstår så ren som muligt. Det er også vigtigt, at du rydder op i bilen, får fjernet ejendele og nulstillet bilens elektronik. Bilen skal være i køreklar stand, og du skal sørge for at få fjernet eventuelle mærkater, reklameklistermærker m.m.
Er du i tvivl om noget?
Tag fat i os. Vi vil altid gerne hjælpe dig, og vi er kun interesserede i, at du har en god privatleasingoplevelse hos os – lige fra du bestiller en bil fra vores sortiment, til du afleverer bilen igen.
Glade kunder er det vigtigste for os, så tag os endelig med på råd – også når du skal aflevere din bil.
Spørgsmål til bil eller leasingaftale?
Er der opstået spørgsmål undervejs? Er du i tvivl om, hvilken bil, du skal vælge? Kontakt os, så vi kan hjælpe dig i retningen af din nye privatleasingbil.