1. Forside
  2. / Blog
  3. / Overvejer du elbil

Overvejer du elbil?

Her er fem ting, du bør vide, før du tager dit valg

Elbiler fylder mere og mere på de danske veje. Allerede ved udgangen af juli 2026 var der, ifølge Danmarks Statistik, registreret 676.200 elbiler i Danmark, hvilket svarer til 22,8 procent af alle personbiler (Danmarks Statistik, 2026).

Overvejer du selv at vælge en elbil, er der dog flere ting end pris og rækkevidde, du bør tænke over, inden du tager din endelige beslutning. Jacob Næss-Schmidt, bilekspert hos Privatleasing.dk, peger bl.a. på, at både dine lademuligheder, dit daglige kørselsbehov samt dine behov for plads og udstyr har stor betydning for, hvilken model, der passer bedst til din hverdag.

Derfor har vi gjort det nemt for dig og samlet de fem vigtigste ting, du bør overveje, inden du vælger en elbil. Til sidst får du en række gode råd til, hvordan du kan få flere kilometer ud af en opladning.

Læs med, og få det bedste grundlag, før du vælger en elbil.

Istock 2247097228

1. Undersøg dine muligheder for opladning

Inden du vælger en elbil, er det en god idé at undersøge, hvor og hvordan du har mulighed for at lade. Det kan eksempelvis være hjemme i indkørslen, på arbejdspladsen eller ved en offentlig ladestander.

Har du ikke mulighed for at lade hjemme eller på din arbejdsplads, bør du undersøge ladeforholdene i dit nærområde eller langs de strækninger, du ofte kører. Tjek blandt andet, hvor mange ladestandere, der er, hvilke operatører, der står bag dem, hvilken ladeeffekt de tilbyder, og om der ofte kan være ventetid. Det kan også være relevant at undersøge mulighederne ved f.eks. indkøbscentre eller andre steder, hvor din bil typisk holder parkeret i længere tid.

Med hjemmesider som ChargeFinder kan du danne dig et overblik over alle offentligt tilgængelige ladestandere i Danmark:ChargeFinder - Ladestationer til elbiler

Ladehastigheden er også en vigtig faktor at tage hensyn til, hvis du ofte kører længere ture og forventer at benytte offentlige hurtig- eller lynladere. Bilens egen maksimale ladeeffekt er nemlig afgørende for, hvor hurtigt batteriet i praksis kan tage imod strøm.

2. Overvej, om du skal have en ladeboks derhjemme

Har du mulighed for at få installeret en ladeboks i indkørslen, kan det gøre opladningen til en enkel del af hverdagen. Du kan f.eks. sætte bilen til opladning om aftenen og begynde næste dag med fuld strøm på batteriet. Det reducerer behovet for at planlægge ekstra stop ved offentlige ladestandere.

Ud over at være praktisk kan hjemmeopladning også være en økonomisk fordel sammenlignet med opladning ved offentlige hurtig- og lynladere. Prisen afhænger dog også af, hvordan du vælger at betale for opladningen. Et ladeabonnement opfattes tit som den billigste løsning. Det er dog ikke automatisk den bedste løsning for alle.

Kører du forholdsvis få kilometer og lader størstedelen af tiden hjemme, kan betaling efter forbrug i nogle tilfælde være mest økonomisk. Kører du derimod mange kilometer og tit benytter offentlige ladestandere, kan et fast abonnement ofte passe bedre til dit kørselsmønster.

Det er derfor altid en god ide at vurdere de samlede udgifter, før du vælger en bestemt løsning.

Medregn blandt andet:

  • køb eller leje af ladeboks
  • månedlige gebyrer
  • pris pr. kilowatt-time
  • priser for opladning på farten
  • bindingsperiode og opsigelsesvilkår

På den måde får du et bedre billede af, hvilken ladeløsning der passer bedst til både din hverdag og din økonomi.

Istock 2276821197

Faktaboks:

Hurtiglader eller lynlader: Hvad er forskellen?

Forskellen ligger primært i, hvor meget strøm ladestanderen kan levere. En lynlader har en højere ladeeffekt end en almindelig hurtiglader og kan derfor som udgangspunkt oplade bilen hurtigere.

Den faktiske ladehastighed afhænger dog også af bilen. Hvis bilen ikke kan modtage den høje ladeeffekt, vil den ikke lade hurtigere, selvom den tilsluttes en kraftigere ladestander.

3. Tag udgangspunkt i, hvor langt du kører i hverdagen

Det kan være fristende automatisk at vælge den elbil, der har den længste officielle rækkevidde. Det er dog ikke sikkert, at du har brug for det største batteri, hvis bilen primært skal bruges til korte ture, indkøb og daglig pendling.

Begynd derfor med at se på din egen hverdag:

  • Hvor mange kilometer kører du på en almindelig dag?
  • Kører du primært i byen, på landevej eller på motorvej?
  • Skal bilen bruges til ferier eller længere ture gennem Europa?

Mange elbiler kan uden problemer dække den daglige pendling fra hjemmet til arbejdet uden ladestop. Det er bare vigtigt, at du er opmærksom på faktorer som fart, vejrforhold, dæk, last og brug af varme eller aircondition, der kan påvirke energiforbruget. Især motorvejskørsel og lave temperaturer kan mærkes på rækkevidden.

FDM oplyser, at man i koldt vejr kan opleve en rækkevidde, der er hele 20 til 50 procent kortere end ved lune temperaturer, afhængigt af blandt andet bil og kørselsmønster (Køb af elbil: Sådan bliver du klar | FDM). Pendler du ofte på motorvej, bør du derfor ikke regne med altid at opnå den officielle rækkevidde.

4. Vurder dit behov for plads og udstyr

Rækkevidden betyder meget, men bilen skal først og fremmest fungere i din hverdag. Overvej derfor, hvor mange personer, der normalt skal med, hvor meget bagageplads, du har brug for, og hvilket udstyr, du ikke kan undvære.

Skal bilen bruges til fragt af trailer, campingvogn eller båd, bør du ikke nøjes med at kontrollere, om bilen kan udstyres med anhængertræk. Undersøg også gerne bilens maksimale påhængsvægt. Der kan være stor forskel på, hvor meget forskellige elbiler må trække, også når bilerne umiddelbart ligner hinanden.

5. Hold godt øje med dæktrykket

Dækkene har betydning for både sikkerhed, komfort og energiforbrug. Hvis dæktrykket er for lavt, skal bilen bruge mere energi på at bevæge sig fremad. Det kan reducere rækkevidden og samtidig give et mere ujævnt dækslid.

Kontrollér derfor dæktrykket regelmæssigt og altid på kolde dæk. Husk også, at det anbefalede tryk kan være anderledes, når bilen er fuldt lastet eller skal bruges til en længere tur.

Det er særligt relevant at kontrollere dæktrykket, når temperaturen skifter, eller hvis bilen har stået stille i længere tid. Et korrekt dæktryk kan ikke skabe en markant længere rækkevidde alene, men det hjælper bilen med at køre så effektivt som muligt.

Sådan får du flere kilometer ud af en opladning

Hvis du har den rette følelse i maven og vælger en elbil, kan din kørestil og dine vaner have stor betydning for, hvor langt du kommer på en opladning. Ligesom en benzin- eller dieselbil kan køre længere med en rolig og jævn kørestil, kan du også reducere elbilens energiforbrug med nogle få justeringer.

Forvarm eller afkøl bilen, mens den lader

Hvis bilen har mulighed for det, kan du forvarme kabinen om vinteren eller køle den ned om sommeren, mens den stadig er tilsluttet en ladeboks. Så bruges strømmen fra ladeboksen til at skabe den ønskede temperatur, mens bilen holder stille, frem for at opvarmningen eller nedkølingen bruger strøm fra batteriet, når turen begynder.

Sænk farten og kør jævnt

Luftmodstanden stiger markant med høj hastighed, og derfor bruger elbilen typisk mere strøm ved høj motorvejsfart. Hvis batteriniveauet er lavt, kan en afdæmpet fart gøre en tydelig forskel for den resterende rækkevidde. Undgå samtidig unødigt hårde accelerationer og opbremsninger.

Fjern unødig vægt og luftmodstand

Jo mere vægt bilen skal transportere, desto mere energi kræver det. Fjern derfor ting fra bagagerummet, som du ikke bruger. Tagbokse og cykelstativer bør også tages af, når de ikke bruges, for at mindske luftmodstanden og dermed øge energiforbruget.

Brug bilens Eco-program

Mange elbiler har et Eco-program, som hjælper bilen med at bruge mindre strøm. Det kan du med fordel bruge for at få bilen til at accelerere mere roligt. Eco-programmet kan også reducere strømforbruget til varme og aircondition, der tilsammen hjælper med at spare på strømmen.

Istock 2296884479

Faktaboks:

Hvorfor lader man ofte kun til 80 procent?

Til daglig er det ikke altid nødvendigt at lade elbilen helt op. Mange bilproducenter anbefaler, at batteriet normalt holdes inden for et bestemt ladeniveau (ofte til 80 procent), mens en opladning til 100 procent især kan være relevant før længere ture.

På farten kan det ofte betale sig at afslutte opladningen ved omkring 80 procent. Elbilen lader nemlig typisk langsommere, når batteriet nærmer sig fuld opladning. Det kan derfor være hurtigere at køre videre og lade igen senere end at vente på de sidste procenter.

Afslutning: Find den elbil, der passer perfekt til din hverdag

Elbilsmarkedet udvikler sig ekstremt hurtigt, og udvalget af elbiler bliver stadig større. Det gør det muligt at finde modeller til mange forskellige behov, men stiller også krav til, at du kigger længere frem end bare til bilens pris og officielle rækkevidde.

Når du tager udgangspunkt i dit kørselsbehov, dine lademuligheder og dine krav til plads og udstyr, får du et bedre grundlag for at sammenligne modellerne. Det vigtigste er ikke nødvendigvis at vælge den længste rækkevidde eller det største batteri, men at finde en elbil, der passer til din hverdag.

Klik dig ind og se vores store udvalg af elbiler og sammenlign modeller, rækkevidde og udstyr, før du beslutter dig.